https://jyllands-posten.dk/internationa ... aekninger/I Hamborg var der i begyndelsen af året registreret over 264.000 dieseldrevne person- og lastbiler.
Siden en tysk domstol i februar afgjorde, at tyske byer kan forbyde de mest forurenende dieselkøretøjer i gaderne, har flere bilejere formentlig ventet i spænding på, hvad det fik af betydning.
Nu er der imidlertid nyt på den front.
Fra torsdag den 31. maj vil det nemlig være forbudt at køre i en ældre dieselbil på to udvalgte strækninger i Hamborg, skriver Hamburger Morgenpost.
Den tyske storby bliver dermed den første tyske by, som indfører et decideret dieselforbud. Og de første skilte, som oplyser om forbuddet, er allerede blevet hængt op.
Flere af de tyske storbyer har gennem længere tid haft svært ved at holde sig under EU's grænseværdier for mængden af kvælstoffet NOx i luften, hvilket særligt skyldes udledning fra køretøjer.
Allerede et par dage efter, at den tyske domstol gjorde det muligt at forbyde de ældre dieselbiler på vejene, besluttede man sig i Hamborg for at iværksætte sådan et forbud.
Forbuddet har dog først skullet godkendes af byens egne myndigheder, hvilket nu er sket.
Med det er det ikke længere lovligt for ældre dieselbiler at køre på Brauer-Allee og Stresemannstrasse, der ligger i Altona-bydelen i det vestlige Hamborg.
Forbuddet omfatter dog ikke dieselbiler, som er godkendt til en af EU's to nyeste euronorm-grænser for forurening: Euro 5-normen samt Euro 6-normen.
Det betyder, at dieselbiler fra 2010 og frem som udgangspunkt er fritaget for forbuddet.
Ifølge Hamburger Morgenpost var der ved årsskiftet registreret 264.406 dieselbiler i Hamborg.
Af dem opfylder omkring 168.000 biler og lastbiler ikke de relevante euronorm-grænserne, og de må derfor ikke køre på de udvalgte strækninger fra næste uge.
Folk, der bor i zonerne, samt f.eks. ambulancer, skraldebiler og taxier er dog undtaget fra forbuddet.
Der kører samlet set cirka 15 mio. dieselbiler rundt på de tyske veje.