Ulykkelig: Der gik et sug gennem maven på Bjarne Jørgensen fra Varde, da han her til morgen fik en meget bedrøvelig besked.
Klik her: Bliv ven med jv.dk på Facebook og få de seneste nyheder når de sker
Hans elskede Porsche 911 Carrera fra 1974 blev i nat stjålet hos Skjolds Auto på Østergade i Oksbøl, hvor den var nyrestaureret og klar til afhentning.
– Jeg var grædefærdig. Det er Danmarks bedst bevarede Porsche. Sådan en får jeg aldrig igen, siger Bjarne Jørgensen, der har haft den gule skønhed i 20 år.
Så han håber af hele hjertet, at folk på gaden kigger efter hans gule Porsche, der har indregistreringsnummer OU 50 624.
Hos Skjolds Auto er det første gang, man får stjålet en af kundernes biler. Indehaver og Porsche-specialist Skjold Petersen oplyser, at den mindst koster 350.000 kroner.
Han bor selv ved værkstedet og lå og sov, da tyvene knuste en rude i en port klokken 02.05.
– Så hører jeg en Porsche, der starter. Og så springer jeg ud af sengen. Håber jeg når at se dem, men de er væk, fortæller Skjold Petersen.
Den gule Porsche kører ind mod byen på Østergade, hvor sporet ender.
Der er set to hætteklædte mænd på overvågningsbillederne. Den ene har mørke cowboybukser på, mens den anden har lyse cowboybukser på.
Tidligere på aftenen ved 20-tiden, er der set et par mænd kigge ind gennem portene. Så hvis nogen har set den gule Porsche eller noget mistænkeligt tidligere på aftenen, så bedes folk ringe til lokalpolitiet i Varde på telefonnummer 114.


