Den er importeret til DK af en af de tidligere ejere, og har utrolig nok fuld service bog.
Da jeg købte den var det med lidt småskavanker: fløjtende turbo og revnet forrude.
Bilen er købt med chip (265hk skulle være almindeligt for stg.1) og den har Milltek fra katalysatoren og bagud.
Forruden blev skiftet med det samme, og motoren fik også ny olie.
Bilen kørte fint hele sommeren og efteråret sidste år, dog stadig med en turbo som sang en smule. Lige før julen hev jeg tændrørene ud for at kontrollere om alt var ok – det var det ikke.
Desværre havde jeg ikke tid til at lave noget på bilen henover julen, men jeg skulle heller ikke køre i den (andet end hjem), så jeg ville vente med at undersøge det, til jeg skulle forbi mine forældre igen, hvor der er værksted med ok plads.
Et par uger efter nytår var jeg på vej derover igen, og var klar til at grave lidt dybere, men så nemt skulle det ikke gå. Lige da jeg kører af motorvejsafkørslen ved Kolding går den ned og køre på 3 cylindre. Jeg håber selvfølgelig på en død tændspole, men efter at have sat den af ved den lokale mekaniker får jeg svaret: Ingen kompression på cyl. #4.
Nåh, det blev så ikke en quick fix, men en dyr lektie i stedet.
Jeg startede med at tage topstykket af, og håbede på en død toppakning, men den så rigtig fin ud, og endnu mere underligt, så så cylinder 4 også rigtig fin ud oppefra. Det gjorde de faktisk alle sammen.
Men der var ikke andet for end at grave lidt dybere, og da jeg fik stemplet ud var der ingen tvivl om hvad der var årsag til manglende kompression. Der var ikke meget bevægelse i de ringe…
Så der måtte nyt stempel, ringe og lejer på cyl.4 og nye indsprøjtnings dyser på alle cylindre, så det ikke sker igen. Cylinderen var utrolig nok ikke skadet, og der var ingen kant i toppen af foringen, så den fik bare en grundig rengøring.
Hele sumpen og oliesien blev renset og rengjort, og alle ventiler blev taget ud af topstykket, så de kunne få fjernet opbygget koks og få nye ventilstamme pakninger. Ventilsæderne så nogenlunde ud, og efter et meget!! let slib og grundig rengøring, blev hver forbrændingskammer testet med en sjat benzin.
Jeg ville skifte turboen, nu jeg alligevel havde pladsen til det, så jeg bestilte en ny CHRA. Jeg valgte en rekonditioneret CHRA, men det viste sig at turboen der sad på bilen ikke havde helt samme dimensioner som originalt. Så den blev sendt tilbage igen.
Så i stedet bestilte jeg en komplet ny turbo med anden kompressor hjul (45/56) – jeg mener de kaldes K04-K06, men kan ikke umiddelbart se om hjulet stammer fra en anden original turbo, eller om det laves specielt til K04 upgrade. Uanset, så skulle den kunne flowe lidt mere ☺
For at holde et ekstra godt øje med blandingen, installerede jeg også et Innovate Wideband ur, men har desværre endnu ikke fundet den perfekte placering til det endnu.
Det tog lidt tid med et par forlængede weekender i værkstedet at få den kørende igen, og der blev blandt andet skiftet:
Stempel, stempelringe, lejer, toppakning, tandrem strammer og medløberhjul, vandpumpe, kileremstrammer, turbo, dyser, benzinfilter, ventilstamme pakninger + diverse andre småting.
Efter alt var samlet og spændt til moment fik den en god lang køretur, og alt ser nu ud til at være i fineste orden.