Ofte skyldes symptomerne dog en fejl i mikrokontakten i døren, så dette bør du undersøge først. Der er flere måder at undersøge det på, men hvis der ikke kommer lyd, når bilen går på reservetank, eller når den gør opmærksom på kommende service, så ligger fejlen ikke i dørkontakten, og dermed muligvis (og som i mit tilfælde) i summeren.
For guide til rensning af kontakt, se:
http://forums.vwvortex.com/showthread.php?1542461
Hvis ikke der er fejl på kontakten, så er denne her guide måske noget for dig.
Summeren i bilen er ikke nogen voldsomt dyr højttaler, men et brugt instrument er dyrt, og kræver efterfølgende kodning af kilometer og startspærre. Derfor har jeg selv eksperimenteret lidt, og fandt en løsning, som virker rigtig godt. Det er beskrevet i denne guide.
Jeg vil anbefale, at man tester summeren inden man går i gang med projektet. Dette kan evt. gøres ved at forbinde mp3-afspiller til højttaler med uisoleret ledning (så burde den spille musik, selvsagt). Det ville være lidt ærgerligt at lave irreversibel skade, hvis det ikke løser problemet.
Man bør anskaffe sig følgende remedier for at foretage reparationen:
- Lang philips-skruetrækker
- Torx-skruetrækker T20
- Torx-skruetrækker T10
- Skævbider
- Loddekolbe
- Loddetin
- Tinsuger
- Velleman MK113-kit (dette inkluderer en højttaler næsten magen til den originale summer i bilen)
Kittet koster ca 120 kroner (brug Google, Amazon, eBay eller drøn ned i din lokale hobbyforretning), og selve udførelsen af arbejdet er ikke særlig svært, hvis man har lidt teknisk snilde. Det tog mig ca 45 minutter.
Summeren er lokaliseret bag på instrumentet. Mit instrument er af mærket Motometer. For VDO-instrumenter er jeg ikke sikker på om summeren er magen til.
Følg anvisningerne i denne video, for at afmontere instrumentet (det er ikke nødvendigt at fjerne beklædning under rattet og på siden af panelet ved sikringerne):
http://www.youtube.com/watch?v=i3k2qRPAuRA
Når man sidder med instrumentet foran sig, vil man på bagsiden af instrumentet se 4 stk T10 skruer, som fjernes.
- Nu kan bagsiden løftes af, og summeren er blottet (se billede).
- Det lykkedes mig ikke at fjerne den gamle summer ved at lodde og suge, så jeg klippede benene forsigtigt af, hvorefter de kunne loddes fri enkeltvis (se billede).
- For at undgå kortslutning, bør man rette de to ben ud, som ikke leder strøm, på den nye højttaler (se billede).
- Kontroller at polerne vender ens i forhold til den gamle summer. Hvis der byttes om på plus/minus, så kommer det ikke til at virke (se billede).
- Sørg for at de 4 huller er fri for tin, og placer den nye summer fra Velleman-kittet i hullerne, og lod benene fast.
Nu skal instrumentet bare skrues sammen og sættes på plads i omvendt rækkefølge af afmonteringen.
God fornøjelse!